Skurke skræmmer folk til at købe falske sikkerhedsprogrammer
Scareware er en ny form for bedrageri via internet. Scareware skræmmer brugerne til at betale for et såkaldt sikkerhedsprogram, der skal fjerne nogle (falske) sikkerhedsproblemer.
De falske programmer kan du få ved at downloade dem, men de kan også snige sig ind igennem gamle versioner af browsere som f.eks. Internet Explorer 6. Den falske software kan også downloades i baggrunden, uden at du mærker det.
Skurkene, der laver scareware, tjente i 2009 milliarder af kroner. Derfor vil de falske sikkerhedsprogrammer fortsætte med at bane sig vej til din computer ad alle mulige veje.
Hvordan optræder de?
Brugerne får advarsler (falske) om at PCen er smittet af en farlig virus. Derfor må man hente et program for at fjerne infektionen. Derefter kan man foretage en registrering for nogle få hundrede kroner. De falske sikkerhedsprogrammer har forskellige navne, men da de hurtigt bliver afsløret af de store spillere på markedet indenfor sikkerhedssoftware, så skifter de ofte navn. Nogle kendte navne er MS Antivirus, Antivirus og XP Antivirus. Sidstnævnte program anvender en grafik som i høj grad ligner grafikken i Windows XP og forleder derved brugeren til at tro, at det er et produkt fra Microsoft.
Hvordan bliver man smittet?
Normalt er det nødvendigt at foretage en aktiv download og installation af programmet. Man ser ofte programmet blive tilbudt gennem diverse popup vinduer på forskellige websteder. I vinduet ser det ud til, at der foretages en skanning af din computer. Og så får man meddelelser om, at der er farlige virus på computeren. Så tilbydes et specielt antivirusprogram, der kan fjerne den skadelige virus.
Hvis man er ukendt med scareware, er det let at lade sig narre. Så downloader og installere man det falske antivirusprogram. Så ligger det skadelige scareware program på din PC, og det er svært at få bort igen.
Hvordan fjerner man scareware?
Man kan fjerne scareware med en af de store sikkerhedspakker som Norton Internet Security eller Kaspersky Internet Security. Du kan også anvende et antispyware program.
Hvordan undgår du scareware?
Det allerbedste er dog at undgå at få scareware på din computer.
Det er vigtigt at holde dine programmer opdaterede. Det gælder både operativsystem og software som browserne Internet Explorer, FireFox, Opera og Chrome, Quicktime, Flash og Acrobat Reader osv.
Det kan være farligt at installere tillægsprogrammer til internet browserne. Der er et utal af tillægsprogrammer til f.eks. FireFox.
Og så er det klogt at være kritisk overfor de tilbud du får på internet, via Facebook, Twitter og e-mails.